På skolen på la Cours vej er vi optaget af at skabe bæredygtige børnefællesskaber, hvor læring og trivsel følges ad i et tæt parløb. Vi lægger os i selen for, at alle børn skal føle sig set, hørt og forstået ud fra de forudsætninger, de møder skolen med, og vi giver de voksne ansvaret for at danne trygge relationer til børnene, også når det kan blive svært.
Hvem er du?
Du er dansklærer med lyst til og motivation for at undervise på 4. årgang. Er du tilmed læsevejleder, vil dine kompetencer passe perfekt med det, vi mangler.
Som dansklærer er du skarp på både læsning, fremstilling, fortolkning og kommunikation, og din egen glæde ved fagets mange facetter smitter af og lander i dine elevers ”skoletasker”.
Er du læsevejleder, kan du med din store viden om skriftsprogstilegnelse vejlede dine kollegaer om læsning og skrivning.
Sammen med de øvrige læsevejledere på skolen vil du kunne afdække behovet for - og vejlede i målrettede tiltag for elever med skriftsprogsvanskeligheder.
Som lærer formår du at sætte en tydelig ramme for undervisningen, så dine elever ved, hvad de skal, hvor længe, hvordan og hvorfor, og du har øje for at variere din undervisning, både hvad angår form, indhold og organisering.
Du ser fordelen i et tæt samarbejde med dit team, og du er en loyal kollega, man kan regne med.
Hvad bliver du en del af?
Du bliver en del af Frederiksberg bedste folkeskole, hvis vi selv skal sige det 😊 Vi har både høj elevtrivsel og høj medarbejdertrivsel, og vi strækker os meget langt for, at både det enkelte barn og den samlede elevgruppe lykkes. Vi har stor elevsøgning og ry for at være en rigtig god skole og arbejdsplads, og det er enormt motiverende at være en del af.
Du vil blive en del af 4. årgangs team, som består af både pædagoger og lærere, der arbejder tæt sammen om at skabe trivsel og læring for årgangens børn. På årgangen har vi en gruppeordning for børn med specialpædagogiske behov, hvor flere af dem har skriftsprogsvanskeligheder. Derfor planlægges meget undervisning parallelt på årgangen og med ekstra
voksenressourcer, som giver gode muligheder for at være fleksibel og for at skabe bedre deltagelsesmuligheder for flere børn.
Du skal derfor være en kæmpe JA-hat i fht. Et forstærket samarbejde omkring den fælles opgave med at skabe deltagelsesmuligheder for årgangens mangfoldige børnegruppe
Hvis du er læsevejleder vil du blive en del af et PLC-team, der arbejder sammen om at vejlede kollegaer ifht. Pædagogiske og/eller didaktiske problemstillinger. Du vil med 8 lektioner som læsevejleder ugentligt både kunne tilbyde sparring og indgå i konkrete samarbejder med kollegaer fx i co-teachingforløb. Endelig vil du sammen med de to øvrige læsevejledere udvikle rammen for skolens arbejde med børn med skriftsproglige vanskeligheder.
Hvem er vi som skole?
Som skole vægter vi fællesskaber meget højt, både dem på voksenplan og dem på børneplan, og vi samles derfor ofte på tværs af årgange fx til temauger, ”fodboldtrøjefredag”, julesamlinger, Rynkebyløb og makkerklassedage m.m.
På instagram kan du få et kig ind i vores spændende hverdag, vores profil hedder: skolenpaalacoursvej, og du er også hjertelig velkommen til at ringe og få en snak og høre mere om stillingen og vores dejlige skole, inden du slet ikke kan lade være med at skrive din ansøgning.
Det er vigtigt for os, at du som ny lærer her på skolen, bliver taget godt imod og føler dig klædt på til dine opgaver, og derfor prioriterer vi, at alle nyansatte får en mentor. Er du nyuddannet lærer vil du desuden blive reduceret i uv.tid.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er en fast stilling. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse i Frederiksberg Kommune. Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse d. 1. august 2025 eller hurtigst muligt herefter.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til skoleleder Martin Hodel 28 08 06 95 eller souschef Henriette Gry Lassen 28980696
Ansøgningsfrist tirsdag d. 1. juli kl. 12.00. Samtaler holdes løbende, så skynd dig at sende din ansøgning.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.