Har du lyst til at være med på en spændende rejse i en institution med ny ledelse og store ambitioner for fremtidens pædagogiske praksis?
I Bryghuset og Hobbitten er vi i gang med at skabe en ny fælles retning – med fokus på pædagogisk kvalitet, arbejdsglæde og stærke relationer. Sammen med den nye dagtilbudsleder får du som souschef en central rolle i at forme visionerne for husene og omsætte dem til praksis i hverdagen.
Om stillingen:
Vi søger en faglig stærk og nærværende souschef, der med mod, engagement og godt humør vil være med til at skabe en tydelig retning for det pædagogiske arbejde – altid med børnenes perspektiv og deres trivsel i centrum.
Du bliver en vigtig del af et nyt ledelsesteam, hvor vi i fællesskab arbejder for at udvikle en sund og bæredygtig pædagogik samt et arbejdsmiljø præget af høj psykologisk tryghed, samarbejde og ”Et Fælles Vi”.
Som souschef vil du, i tæt samarbejde med dagtilbudslederen, have medansvar for den pædagogfaglige ledelse af Hobbitten. Du skal være med til at sikre, at arbejdet med KIDS aktivt omsættes i praksis, så institutionens pædagogiske ambitioner og målsætninger bliver tydelige i det daglige arbejde. I den kommende periode har vi særligt fokus på at udvikle det fysiske læringsmiljø og styrke relations arbejdet mellem børn og voksne. Det vil derfor være en fordel, hvis du har kendskab til – eller erfaring med – Marte Meo som pædagogisk metode og har lyst til at arbejde med indretning af de fysiske læringsmiljøer.
Som souschef får du en central rolle i koordineringen af den daglige drift, herunder ansvaret for vagtplansarbejdet. Vi ser derfor gerne, at du trives med struktur, planlægning og at skabe overblik i en dynamisk hverdag.
Vi har netop igangsat en indsats der hedder ”Et Fælles Vi”. Indsatsen skal styrke fællesskabet og skabe et endnu tættere samarbejde på tværs af husene. Denne indsats er udviklet i samarbejde med vores nye MED-udvalg – og du får som souschef en central rolle i at drive og udvikle arbejdet i tæt samspil med dagtilbudslederen.
Om os:
Vi er en integreret institution fordelt på to matrikler og rummer både vuggestue- og børnehavegrupper. Vores mindste hus, Hobbitten, ligger på Niels Ebbesens Vej 21 og rummer en lille, tryg vuggestue med 24 børn. Her vil du som souschef have din daglige base og dermed være tæt på både børn, medarbejdere og den pædagogiske praksis.
Bryghuset ligger på en anden matrikel, Forhåbningholms Allé 24, i en stor villa, hvor vi har en vuggestuegruppe og en børnehave. Bryghuset har netop åbnet en ny natur legeplads, hvor der er både klatretårn, sansehave, boldbane og grønne arealer med frugttræer.
På tværs af begge huse arbejder vi for at skabe sammenhæng, genkendelighed og ”Et Fælles Vi” – til gavn for både børn og voksne. Vi har en ressourcestærk forældregruppe, som ønsker at bidrage positivt til institutionens fællesskab. I løbet af efteråret vil der blive konstitueret en ny bestyrelse, som skal være med til at styrke det gode forældresamarbejde.
Hos os drømmer medarbejderne om en souschef, der er tæt på hverdagen og engageret i at understøtte det gode arbejdsfællesskab. En leder, der både er nærværende, kan lytte og inspirere gennem faglig sparring.
Vi søger dig, der:
● har lyst til at indgå aktivt i udviklingen af et nyt ledelsesteam og der har lyst til at være med til at sætte faglige ambitioner på dagsordenen.
●har interesse for at understøtte arbejdet med KIDS, herunder udviklingsarbejdet fra tilsyn til ny praksis.
● har gode kommunikationsevner i forhold til forældre, kolleger og andre tværfaglige samarbejdspartnere.
● har overblik og evne til at koordinere den daglige drift og arbejde med vagtplaner, samt erfaring med at skabe rammer der understøtter både børnenes udvikling og medarbejdernes mulighed for faglig fordybelse og pædagogisk planlægning
● brænder for at skabe trivsel og et stærkt arbejdsfællesskab, hvor alle oplever sig set og hørt
● har lyst til at arbejde reflekteret med sin ledelsespraksis og har lyst til at tage en diplom i ledelse
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse 1. januar 2026 eller snarest derefter. Hvis du har lyst til en rundvisning så kontakt, dagtilbudsleder: Tina Argueta Andersen. Vi afholder første ansættelsessamtale tirsdag d. 18. november 2025 om formiddagen.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.