Økonomikonsulent med flair for data til fast deltidsstilling
Har du interesse for og indsigt i økonomien på det specialiserede socialområde, er du analytisk skarp og kan overskue store og komplekse datamængder, så er det dig vi har brug for i vores lille team af økonomikonsulenter.
Tiltrædelse snarest muligt.
Det økonomiske tilsyn med tilbud omfattet af lov om socialtilsyn er i rivende udvikling, og opgaven er kompleks og kræver indsigt i og forståelse for sociale tilbuds budgetter og regnskaber. Socialtilsynets økonomiske tilsyn skal styrkes endnu mere, end det allerede er blevet, og vi har derfor brug for en dygtig medarbejder til at indgå i vores økonomiteam. Vi søger en medarbejder, der har solid matematisk og analytisk sans til tiltrædelse snarest muligt.
Vi kan tilbyde dig en stilling, hvor du sammen med resten af økonomiteamet skal være med til at føre tilsyn med, om midlerne i bo- og behandlingstilbuddene anvendes efter hensigten til gavn for borgerne og samfundet. Vi er en myndighed, der skal træffe afgørelser, så vi kan tilbyde dig indsigt i myndighedsopgaven. Det er et meningsfyldt job, hvor samarbejdet med tilsynskonsulenterne står centralt i vurderingen af, om der er et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet i de sociale tilbud.
Det økonomiske tilsyn handler om at sikre, at tilbuddenes økonomi udviser et fornuftigt forhold mellem bæredygtighed, gennemsigtighed i økonomien og ansvarlig forvaltning af de offentlige midler. Vi er igennem de seneste par år blevet betydeligt mere data-baserede i vores viden og vurderinger, og vi har brug for en kollega, der har solide erfaringer med at opstille data og udvikle nye metoder til at analysere data fra tilbuddenes budgetter og regnskaber.
Som økonomikonsulent skal du bl.a. beskæftige dig med at føre økonomisk tilsyn med private og offentlige botilbud, herunder:
- Godkende tilbudsbudgetter
- Gennemgå private tilbuds årsregnskaber og påse, at årsrapporten afspejler virksomhedens/tilbuddets status, og at revisor har opfyldt kravene til god revisionsskik og god offentlig revisionsskik
- Nøgletalsanalyser og benchmarking
- Samarbejde med tilsynskonsulenterne om sammenhængen mellem den økonomiske kvalitet og den socialfaglige kvalitet i tilbuddet.
- Deltage i dialogmøder i kritiske sager
Vi har et godt arbejdsmiljø med et højt arbejdstempo, hvor du skal være med til at løfte mange alsidige økonomiopgaver i din funktion som økonomisk konsulent i en offentlig myndighed. Du vil få høj grad af indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet og mulighed for at påvirke udviklingen af økonomifunktionen.
Vi forventer af dig, at du er samarbejdsorienteret, har god analytisk sans, er en ”talknuser” og evner at formidle komplekse problemstillinger af økonomisk karakter. Du elsker excel, og du har blik for, hvordan AI eventuelt kan inddrages i vores arbejde.
Som økonomikonsulent forventer vi en af følgende baggrunde:
- Du har en relevant uddannelse minimum på bachelorniveau, f.eks. HA i matematik og erhvervsøkonomi.
- Du har anden relevant uddannelse og erfaring som f.eks. revisor.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med socialtilsyn og har arbejdet med økonomi inden for det specialiserede socialområde. Der er p.t. tale om en deltidsstilling på minimum 20 timer/ugen.
Om Socialtilsyn Hovedstaden
Du vil blive en del af staben, som består af jurister, økonomer, udviklingskonsulenter, administrativt personale, og studentermedhjælpere. Vi har et godt arbejdsmiljø med en uformel tone i et storrumskontor. Arbejdsopgaverne løses både selvstændigt og i et tæt samarbejde med andre fagpersoner, så som vores jurister eller tilsynskonsulenter.
Socialtilsyn Hovedstaden blev etableret i 2014 i forbindelse med vedtagelse af tilsynsreformen for at styrke kontrollen med og udviklingen af de sociale tilbud. Vi arbejder efter lov om socialtilsyn med det overordnede formål at understøtte kvaliteten i såvel offentlige som private tilbud. Socialtilsyn Hovedstaden fører tilsyn med ca. 600 sociale tilbud og ca. 650 plejefamilier. Vi er et ambitiøst socialtilsyn, der lægger vægt på høj faglighed og kvalitet i opgaveløsningen, og at vores tilsyn har borgeren i centrum.
Organisatorisk har Socialtilsyn Hovedstaden til huse på Frederiksberg Rådhus og er en del af Børne- og Ungeområdet i Frederiksberg Kommune. Socialtilsyn Hovedstaden består af ca. 55 medarbejdere. Vi er organiseret med 3 sektioner fordelt på fagområder og derudover en stab.
Løn og ansættelsesvilkår, som bachelor eller fuldmægtig aftales med den forhandlingsberettigede organisation efter principperne om lokal løndannelse og efter gældende overenskomst. Arbejdstiden er min. 20 timer ugentligt.
Vi skal modtage din ansøgning senest den 7. januar 2026 kl. 12.00. Ansættelsessamtaler holder vi den 9. januar 2026.
Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte stabsleder Kristina Vang Jensen på tlf. 9133 3204.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for AC’ere.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.